Şunu aradınız:: opbrent (Norveççe - Sırpça)

de har sagt i sitt hjerte: vi vil ødelegge dem alle tilsammen! de har opbrent alle guds forsamlingshus i landet.
rekoše u srcu svom: potrimo ih sasvim. popališe sva mesta sabora božijih na zemlji.

blåsebelgen er opbrent av ilden, blyet er fortært; forgjeves har de smeltet og smeltet, og de onde er ikke skilt ut.
izgoreše mehovi, oganj sažeže olovo, uzalud se pretapa, jer se zla ne mogu odluèiti.

vårt hellige og herlige hus, hvor våre fedre lovet dig, er blitt opbrent av ild, og alt som var vår lyst, er blitt til ruiner.
gradovi svetosti tvoje opusteše; sion opuste, jerusalim posta pustoš.

de svarte mig: de som er blitt igjen fra fangenskapet og nu bor der i landskapet, er i stor ulykke og vanære; jerusalems mur er nedrevet og portene opbrent.
a oni mi rekoše: ostatak što osta od ropstva onde u zemlji, u velikoj je nevolji i sramoti, i zid je jerusalimski razvaljen i vrata su mu ognjem popaljena.

derfor skal hennes plager komme på én dag: død og sorg og sult; og hun skal bli opbrent med ild; for sterk er gud herren, som dømte henne.
zato æe u jedan dan doæi zla njena: smrt i plaè i glad, i sažeæi æe se ognjem; jer je jak gospod bog koji joj sudi.

- svovel og salt, hele dets jord opbrent, så den ikke kan tilsåes og ikke gi grøde, og ingen urt kan vokse der, en ødeleggelse som sodomas og gomorras, admas og sebo'ims, dengang herren ødela dem i sin vrede og harme - da skal de si,
zemlju ovu opaljenu sumporom i solju, gde se ne seje niti šta nièe niti na njoj raste kakva biljka, kao gde je propao sodom i gomor, adama i sevojim, koje zatre gospod u gnevu svom i u jarosti svojoj,