Şunu aradınız:: deo magno (Latince - Danca)

sic fide deo
tro på gud

in eum magno impetu
på ham med stor kraft

sic deo placet
it is pleasing to god

deo favente perennis
god help the endless

videntes autem stellam gavisi sunt gaudio magno vald
men da de så stjernen, bleve de såre meget glade.

deo et patria regem
gud famile og fædreland

plaga autem occidentalis a mari magno incipiet et ipso fine cludetu
hvad vestgrænsen angår, skal det store hav være eders grænse; det skal være eders vestgrænse.

non facietis ita domino deo vestr
i må ikke bære eder således ad over for herren eders gud;

et exierunt cito de monumento cum timore et magno gaudio currentes nuntiare discipulis eiu
og de gik hastig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at forkynde hans disciple det.

porro ad septentrionalem plagam a mari magno termini incipient pervenientes usque ad montem altissimu
eders nordgrænse skal være følgende: fra det store hav skal i udstikke eder en linie til bjerget hor;

exultate deo adiutori nostro iubilate deo iaco
lyt til, du israels hyrde, der leder josef som en hjord, træd frem i glans, du, som troner på keruber,

quia nomen domini invocabo date magnificentiam deo nostr
thi herrens navn vil jeg forkynde, Ære skal i give vor gud!

ego autem in domino gaudebo exultabo in deo iesu me
men jeg vil frydes i herren, juble i min frelses gud.

et cum ille permisisset paulus stans in gradibus annuit manu ad plebem et magno silentio facto adlocutus est hebraea lingua dicen
og da han tilstedte det, stod paulus frem på trappen og slog til lyd med hånden for folket. men da der var blevet dyb tavshed, tiltalte han dem i det hebraiske sprog og sagde:

gratia vobis et pax a deo patre nostro et domino iesu christ
nåde være med eder og fred fra gud vor fader og den herre jesus kristus!

siccante domino deo vestro aquas eius in conspectu vestro donec transireti
thi herren eders gud lod jordans vand tørre bort foran eder, indtil i var kommet over, ligesom herren eders gud gjorde med det røde hav, som han lod tørre bort foran os, indtil vi var kommet over,

esca autem nos non commendat deo neque si non manducaverimus deficiemus neque si manducaverimus abundabimu
men mad skal ikke bestemme vor stilling over for gud; hverken have vi fortrin, om vi spise, eller stå tilbage, om vi ikke spise.